Tråden fra Ida og Paul Verrier
til Anne Plum Enemark
Ida og Paul Verrier
1892 i Assens / 1860 i Ferté-Macé
Min farmor hed Astrid Plum, født Sørensen. Hun havde to søstre, Ida og Emmy.
Ida forelskede sig, i forbindelse med forberedelsen til genforeningen i den franske professor Paul Verrier. De levede sammen fra 1919 til han døde i 1938.
De blev aldrig gift, da Paul Verriers første katolske hustru ikke ville lade sig skille.
Den franske forbindelse
Ida blev uddannet Cand. mag. i fransk og arbejdede som lektor på Frederiksberg. Hun har samlet erindringer og historierne omkring Paul Verrier i værket ”Paul Verrier og Norden”, 1946.
Paul og Ida Verrier fik ingen børn. Min farmor og farfar havde 3 børn og boede på en landbrugsejendom i Stubbæk. Paul og Ida ferierede en række somre på gården. De nød den smukke sønderjyske natur og gårdens friske råvarer. Paul var vant til skønne franske råvarer fra sin hjemegn i Normandiet.
Min far og hans 2 brødre arvede efter Ida, så franske stel fra Normandiet og hendes smukke franske møbler præger stadig vore hjem.
Paul Verriers baggrund
Hovedårsagen til at Paul Verrier fik en rolle i Sønderjylland i starten af det 20’ende århundrede og op til genforeningen, var hans interesse for Slesvig og at han fra 1889 lærte at tale dansk og de nordiske sprog.
Helt centralt i baggrunden var hans normanniske aner via faderen og at han i 1889 traf en ung dansk kandidat, Alfred Glahn, som blev hans første lærer i dansk. Efter dansk, lærte han sig norsk og svensk.
Paul Verrier blev født i den franske by Férté Macé i Normandiet, 13. februar 1860. Han havde fra barndommen en udpræget interesse for at lære sig sprog. Som 16-årig flyttede han til Paris for at læse Baccalauréat (studentereksamen). Han endte med at læse sprog og litteratur. Udover som stor dreng at have tilegnet sig sanskrit, hebraisk, arabisk, latin, græsk, engelsk, tysk, italiensk og spansk, gik han i krig med kinesisk. Han søgte plads ved ambassaden i Peking. I ventetiden tog han til England og arbejdede som sproglærer i Hull. I 1884-85 studerede han i Heidelberg med fokus på germanske studier. Fra 1885 var han tilbage i Frankrig, bl.a. i Besancon som gymnasielærer.
I 1905 blev han docent på Sorbonne i nordiske sprog og litteratur ved det filosofiske fakultet (Faculté des Lettres). Han skrev doktordisputats som blev afleveret i 1909 og der blev oprettet et professorat for Verrier i nordiske Sprog og litteratur ved Sorbonne. Fra 1910 havde Verrier arbejdet for oprettelsen af et institut for nordiske studenter ved Paris’ Universitet. Ikke bare kunne han dansk, han talte det flydende, oversatte danske sange og digtede på dansk.
Paul Verrier var hele sit liv litterært produktiv. (Litteraturliste findes i ”Paul Verrier og Norden). I 1912 skrev han bl.a. publikationen om Slesvig.
Rollen op til 1920
Paul Verrier udarbejdede i 1918 et memorandum angående Sønderjylland og det sønderjyske spørgsmål. Inden denne opgaves udførelse, havde han skrevet en pjece ”La qustion de Slesvig”. Memorandummet skulle bruges af komitéerne under fredskonferencen efter 1’ste Verdenskrig. Komiteen skulle bruge det til forberedelse af emnet ”Om Sønderjylland” til ”Firemandsrådet” som bestod af Wilson, Clemenceau, Lloyd George og Orlande.
Hovedtanken i memorandummet var, at man skulle forsøge at undlade at annektere befolkning mod dets vilje, som tyskerne i 1864 havde gjort overfor danskerne i Slesvig. ”Kun de slesvigere, som gennem en afstemning tilkendegiver ønsket om at vende tilbage til Danmark, bør på ny knyttes til dette land”. (Senere iflg. Pragfredens 5’te artikel.)
Rollen fra 1914 – de sønderjyske fanger og oprettelsen af Aurillaclejren
Fra 1’ste verdenskrigs begyndelse, tilbød Paul Verrier sin hjælp til det franske udenrigsministerium og Krigsministerium, for at bistå de tilfangetagne sønderjyder der kæmpede på tysk side.
Paul Verrier arbejdede i flere måneder på at få lydhørhed hos det franske krigsministerium og arbejdede samtidig med danske kontakter, for at få overblik over sønderjydernes skæbner i forbindelse med kampene i Frankrig. Han havde kontakt til bl.a. Nikolai Andersen (fra Folkehjem i Aabenraa), Hans Ries fra Aabenraa, Hans Madsen fra Roost (svoger til Margrethe Madsen, formand for Den Nordslesvigske Kvindeforening fra 1955-1964).
Arbejdet førte til oprettelsen af den sønderjyske fangelejr i Aurillac. Verrier brugte i krigsårene mange kræfter, for at fangerne fik tålelige forhold. Efter krigens afslutning medvirkede han, sammen med Udenrigsminister P. Munch, H.P. Hanssen og Kammerherre Bernhoft i delegationen som fik krigsfangerne hjemsendt.
Hjemkomsten blev fejret i stor stil med første hold på 314 fangers ankomst med skibet St. Thomas den 31. marts 1919. På vejen ind til Toldboden i København, sang alle ”Krigsfangernes sang”, som var skrevet af Paul Verrier. Ved velkomsten råbte alle ”Vive la France! Vive Paul Verrier!”.
Maleriet
I september måned 1932, malede den sønderjyske malerinde Agnes Schmidt et portræt af Paul Verrier. Agnes Schmidt (1874-1952) var kunstner, iværksætter og en ildsjæl, som konstant havde andres behov for øje og ikke lod sig bremse i sit arbejde for den folkelige oplysning. Vi kender til portrættet i 2 udgaver. Portrætterne blev bestilt af Aurillac-fangerne. Det ene hænger på Folkehjem i Aabenraa. Det andet har været i familien Plums eje indtil 2018, hvor min kusine Hanne Munk Plum, forærede det til Det Danske Hus, i Braine, hvor en række af de sønderjyske faldne ligger begravet på en kirkegård, der blev lavet til de sønderjyske faldne. Ribe kunstmuseum har en aktuel udstilling om Agnes Schmidt, ribekunstmuseum.dk
Den sønderjyske kirkegård i Braine
Kirkegården blev indviet i 1924 med deltagelse af Paul Verrier, Fuglsang Damgaard, m.fl.
Kirkegården blev renoveret i 2012 og genindviet. På kirkegården er 79 sønderjyske faldne begravet. Den rummer en mindeplade for de 5.333 faldne sønderjyder fra 1. verdenskrig.
Min fars tråd
Min far havde en stærk passion for sin slægtshistorie og sørgede for, at viderebringe den til min generation. Både den” franske del” af historien, de fynske aner og især den sønderjyske del af historien, har altid betydet, at vi gennem årene har haft særligt fokus på vores sønderjyske historie.
Min fars forældres start på tilværelse ved deres giftermål i 1919, bar stærkt præg af tidernes vanskeligheder omkring afslutningen af 1. verdenskrig.
De kom begge to fra Fyn. Min farfar, Ejnar Plum var fra dyrlægeboligen på Frederiksgave, min farmor Astrid Sørensen, var en af 3 døtre af dyrlægen i Assens. De to andre søstre var Ida og Emmy. Astrid og Ejnar startede med at slå sig ned i Lysholm og senere Østerholm på Als. Siden flyttede de til Bøsbæk og endte med at købe et landbrug i Stubbæk ved Aabenraa.
Min far tilføjede slægtshistorien en 2. verdenskrigstråd, da han som ung modstandsmand, sammen med bl.a. tidl. overvismand prof. Anders Ølgaard, gjorde en indsats, som jernbanesabotør i Røllum-gruppen. I ca. 2009 blev dokumentationen for hans modstandsarbejde oprettet i Frihedsmuseets register.
Min mor Birgit og min far Eskild Plum, slog sig ned i Sønderborg i 1960.
2020 - Anne Plum Enemark
Min opdragelse har haft stærkt fokus på at være sønderjyde. Jeg er vokset op i Sønderborg.
Min mor var københavner. Hun stødte som ung lærestuderende ind i min far, mens han læste jura i København. Mens han læste, boede han hos moster Ida på Frederiksberg. Da de i 1960 bosatte sig i Sønderborg, levede min farmor stadig, så vi kom som børn på gården i Stubbæk, hvor også Ida og Paul Verrier havde tilbragt mange somre. Vores hjem i Sønderborg har været ramme for et stærkt tilhørsforhold til landsdelen.
Vi har stadig familietradition med at synge sange, når vi samles, en tradition, som er en af de traditioner der blev startet under det tyske herredømme i Slesvig fra 1864 til genforeningen i 1920. For at fastholde det danske sprog, mødtes sønderjyderne til kaffeborde og sang.
Som barn opdragede min far mig til at kunne tale sønderjysk, så jeg kunne klare mig på dialekt i forhold til farbrødrene.
I min skoletid fik jeg tidligt fokus på, at vi levede i en egn, hvor man hjemme var enten ”tyske” eller ”danske”. Det har interesseret mig, at være med til, at denne forskel blev udjævnet. Som student i 1977 drog jeg til Paris for at arbejde et år. Jeg studerede fransk og arbejdede som au-pair. Min ”frankofile” interesse har altid betydet en særlig interesse for ”den franske tråd” i familien. Men det har overrasket mig, hvor meget historie jeg har lukket op for, da jeg de seneste år er dykket ned i Idas værk om Paul Verrier.
I 1981 blev jeg gift med Eskild. Hans familie har en stærk slægtshistorie fra både Als og Høgelund. Vi slog os fra 1991 ned på slægtsgården i Høgelund, som 9’ende generation. Min svigermor havde en stor rolle i at styrke mit forhold til sønderjysk dialekt. Min far og hun var dem, der for mig holdt liv i at snakke dialekt. Hun var ærke alsinger og vi havde et fint fællesskab med dialekterne. Udenforstående vil undre sig over, hvor mange variationer vi er i stand til at præstere i landsdelen. Svigermor og jeg kunne spotte, om dialekten var fra den ene eller anden landsby.
100-året for genforeningen har været under forberedelse som kulturprojekt gennem flere år. Det har interesseret mig, at jubilæet giver anledning til at samle op på historien. Jeg fik idéen til projektet ”Røde tråde” – da jeg gennem årene er stødt ind i familierelationer i vores landsdel, som går tilbage til tiden, da Sønderjylland var en tysk landsdel. Dette har motiveret mig, at samle viden sammen, til at skabe ”trådene” i dette projekt.
Gennem netværket ”kulturfrauen.dk” arbejdes der med et grænseoverskridende samarbejde omkring kultur, erhverv og udveksling af viden i vores landsdel. Min egen baggrund er en kombination af, at jeg er jurist, har et landbrug og arbejder med projekter og kommunikation.
Kilder
Paul Verrier og Norden
Ida Verrier
Ejnar Munksgaard, København 1946