Tråden fra Inger Enemark
til Inger Enemark


Inger Enemark

1897 i Høgelund, Haderslev Amt – 1972 i Tønder


Inger Enemark
Inger Enemark

Mit familiemedlem er Inger Enemark, født 26. februar 1897 i Høgelund, Haderslev amt. Hun er min farfars søster. Hun døde 11. marts 1970 og er begravet på Vedsted kirkegård, nær Høgelund. Forældrene var gårdejer Anders Enemark f. 1859 og Marie f. Bennedsen f. 1868 og hun var nummer 6 ud af en søskendefolk på 7 (Eskild f. 1889, Jens f. 1891, Margrethe f. 1892, Anna f. 1893, Dorothea f. 1895, Inger f. 1897 og Hans f. 1899).

Tiden før 1920

Inger Enemark er uden tvivl formet af at hun vokser op i et dansksindet hjem i Sønderjylland kun 33 år efter krigen 1864. I sine erindringer skriver hun, at barneårene var lykkelige i leg og kamp med jævnaldrende kammerater og søskende, og der blev læst højt i hjemmet om aftenen. Moderen dør af astma, da hun var 10 år. Hun kommer i skole som 6-årig, det er en tysk landsbyskole i Vedsted, hvor der går omkring 80 elever i den toklassede skole. Flertallet kommer fra danske hjem. En ny, ung lærer sydfra, lærer Hummel, kunne ikke et ord dansk, han var en energisk repræsentant for fortyskningsbestræbelserne mod de danske nordslesvigere. Inger Enemarks far, en dansksindet gårdejer, skænker en grund ud mod landevejen i Vedsted, hvor sognets første danske forsamlingshus Vedsted landbohjem bliver bygget i 1906. Lige da de mange store vinduer var indsat i landbohjemmet havde den tyske lærer Hummel besøg af en kollega, og efter for mange grog’er på kroen gik de forbi forsamlingshuset med lommerne fyldt med sten og knaldede alle ruderne, fortæller hun i sine erindringer. De danske børn var vildt oprørte og digtede smædeviser, og manden blev snart forflyttet.

Som barn overværer hun samtaler i hjemmet og i forbindelse med foredrag i forsamlingshuset, samtaler som lod hende forstå, at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv. Tysk politivedtægt gjorde, at mindreårige børn ikke måtte deltage i møder, så ofte var hun gemt bag nedrullet scenetæppe. Som 9-årig oplever hun – og det gør et stærkt indtryk - at se de nordslesvigske bønder, inklusiv sin egen fader, græde ved budskabet om redaktør Jens Jessen’s, Flensborg Avis, død. Redaktøren var den, der først lærte de dansksindede at sætte lys i vinduet, så de nationalt vildfarne kunne finde hjem. At ansvaret for fremtiden hviler på enhver dansksindets borger i grænselandet går for alvor op for hende, da hun som 15-16-årig er med til det danske årsmøde 1913 i Bredebro, hvor talerne var advokat Andersen fra Haderslev og gdr. P. Grau fra Pøl og på årsmødet juni 1914 i Haderslev, hvor H. P. Hanssen, Nørremølle, slutter sin høvdingetale med ordene:

"Vel kan du kro dig af døgnets kår og sejren, de har dig skabt, men du fører en kamp imod tusindår, og i den har du visselig tabt."

H.P.Hanssen ridser i sin tale op, at i syd hvor de dansksindede var i mindretal var den nationalpolitiske kamp meget hårdere, og Inger Enemark beslutter – ung som hun er - at hun engang ville rejse til den truede firkant og yde et stykke arbejde, aftjene sin værnepligt. I perioden efter skolen arbejder hun på egnen derhjemme som hushjælp. Under verdenskrigen blev der indlogeret tyske soldater rundt på gårdene, og nu er hun knap 20 år og ønsker at komme væk. Februar 1918 får hun plads på en gård i Kempen, i Rhinlandet nær den hollandske grænse (nær Duisburg og Düsseldorf) og senere plads hos en professor i Mönchen-Gladbach. I efteråret 1918 kommer hun efter en hård sygeperiode med lazaretindlæggelse i Rhinlandet hjem til Høgelund, og hun sniger sig over grænsen og rejser til København, hvor hun får plads hos en professor-familie i perioden 1918-19. Hun er bl.a. med til at modtage danske krigsdeltagere fra Aurillaclejren. Hun vil gerne deltage i genforeningsarbejdet og får vinteren 1919-1920 plads på en gård i Rurup i Nordslesvig, hvor hun oplever afstemningen 10. februar 1920. Hun har stemmeret, men først henimod aften får hun tid til at udføre sit store hverv, at lægge sedlen med ordet Danmark i valgurnen.

1918-1920 deltager hun i mange af begivenhederne i forbindelse med Genforeningen.

Inger  og Margrethe Enemark
Inger Enemark og storesøsteren Margrethe Enemark, som senere bliver gift Madsen og i en periode er formand for Nordslesvigsk Kvindeforening.

Tiden efter 1920

Inger Enemark bliver i 1920 indmeldt som den første kvindelige elev på Tønder seminarium, nordens ældste seminarium, og hun ser Tønder for første gang. Det skal blive hendes bopæl resten af livet. Hun tager lærereksamen i 1923, og senere supplerer hun med et årskursus i København. Hun beslutter, at hun ville arbejde for det danske mindretal syd for den nye grænse og søger stilling ved Duborgskolen. Det falder i tråd med den beslutning, hun tog som 15-16-årig. Men seminarie-forstander Emil Albeck opfordrer hende til at blive i Tønder. Her bliver hun så timelærerinde og i 1926 lærerinde på seminariets øvelsesskole.

Gennem årene leder hun en lang række kurser i gymnastik og svømning og underviser i skrivning. I sin tid ved Tønder Statsseminarium udarbejder hun maskinskrevne bøger ’Instruktion i børnegymnastik’ og ’Instruktion i gymnastik’, men også noget så forud for sin tid, som en pamflet med bevægelsesøvelser for skoleelever ved skolepult, et fænomen som leder tanken hen på sidste skolereforms hensigter med bevægelsesbånd 45 min. dagligt.

Inger Enemark
Inger Enemark

1945 lærerinde på selve seminariet

1958 udnævnt lektor på seminariet

DUG Det Unge Grænseværn.

I foråret 1933 er der en uhyggelig stemning i landsdelen – det tyske mindretal opbygger deres organisationer efter nazistisk mønster og overtræder dansk lov og bestemmelser såsom uniformsforbud, flagforbud og våbenforbud. Det medfører harme, men også en uro for fremtiden som dansk landsdel. Ungdommen begyndte at røre på sig i deres organisationer, og på et møde mellem lederne af idræts- og ungdomsorganisationerne 7. april 1933 i Haderslev er unge Peter Marcussen ordfører, og det bliver starten på en bevægelse og flere møder. Inger Enemark deltager. Man afholder idrætsstævne 10. maj i Tønder hvor 2.000 gymnaster marcherer gennem byen. 10.000 deltager senere omkring talerstol, hvor den danske ungdom for første gang svarer de tyske trusler mod grænsen. Det bliver startskuddet til Det Unge Grænseværn. Inger Enemark, som jo er bosat i Tønder, deltager.

Mennesker som tager den risiko at tænke frem og baner vej huskes ikke altid som respektable, men de bliver husket, og andre respektable følger deres spor, om man kan citere sociolog Gunnar Myrdal så kort som her.

DUG er nye mennesker, der træder til med nye tanker, som sætter præg på det nationale arbejde gennem sin organisation. Formen ikke revolutionerende, men ungdomsarbejdet i det hele taget er begyndt efter århundredeskiftet på bred folkelig og kristelig grund og idrætsarbejdet er velfungerende. Ældre ledere har efter 1. verdenskrig haft hænderne fulde af afstemnings- og genforeningsarbejde. Det sønderjyske ungdomsarbejde genforenes med det danske og det går hurtigere end det øvrige genforeningsarbejde. Mange foreningsfaner bliver indviet – faner som senere bliver plantet omkring talerstole ved de store ungdomsstævner i Tønder og på Dybbøl. Et stort gymnastikstævne i Kongeskansen Dybbøl, juni samme år, med 20.000 i optoget og 40.000 deltagere omkring talerstolen – bl.a. H.P.Hanssen – blev transmitteret af statsradiofonien. Gymnastikstævnet er et svar på højlydte tyske krav om ændring af 1920-grænsen. Inger Enemark deltager.

Inger Enemark
Rækker af gymnaster med Dybbøl Mølle

20. september 1933 stiftes Det Unge Grænseværn med formålsparagraffen: at fremme og styrke danskheden i grænselandet, ved kultur- og grænsepolitisk oplysningsarbejde at fremme forståelsen for grænsesagens betydning og at fremme samarbejdet mellem nordisk ungdom. Den nu 35-årige lærerinde Inger Enemark, bosat i Tønder, deltager selvfølgelig. Det ledende organ Fællesrådet nedsættes på stiftelsesdagen med bl.a. Inger Enemark.

Inger Enemark
DUG Fællesråd 1939, Inger Enemark i forreste række, nr. 3 fra højre

Det er et organisations- og oplysningsarbejde – man påpeger det nazistiske fremstød, og at grænseværnet ikke kun er for sønderjyderne, men for alle danske. Hele landet sender bud efter talere fra DUG, og ofte bliver Inger Enemark sendt afsted og holder taler som påpeger, at det ikke er udelukkende et sønderjysk spørgsmål, men at det er et dansk grænsespørgsmål, det er lige så påtrængende for danske mennesker nord for Kongeåen som for dem syd for. Inger Enemark er hyppigt ude at tale i hele landet, da hun er tæt på DUG’s formand, som fordeler opgaverne.

Stor medlemstilgang til DUG og en række gaver medfører, at man ansætter to vandrelærerinder, og mange sogne får hjælp til arbejdet, til studiekredse og kurser.

DUG køber byggegrund ved Flensborg Fjord. I årene 1934-36 deltager Inger Enemark i DUG’s arbejde med at få opført foreningens første vandrehjem, Grænsehjemmet i Kollund. Grænsehjemmet skal give plads til møder, sammenkomster og kurser for alle danske, der ønsker at kende grænselandets kår. I årsberetningen 1936 oplyser Inger Enemark, at landsindsamlingen, som hun har ledet, gav kr. 70.000, hvilket i nutidskroner er godt 2,7 mill., og nybygningen bliver indviet 18. oktober 1936.

Inger Enemark forbliver medlem af ledelsen af DUG indtil 1950. Hun er en effektiv arbejdskraft og en efterspurgt taler, og hun står for de officielle indlæg, da DUG bliver præsenteret for den danske offentlighed ved Statsradiofoniens transmission fra Idrætshuset i København. Det er før fjernsynets tid, så radiotransmissioner er af stor vigtighed.

Mange af de højskoler som de unge besøger er efterhånden direkte afnationaliserede – det er nu folkeforbundstanken og internationalt samarbejde der er i forgrunden. Efter 2. verdenskrig er der ikke så stor forståelse for de nordiske perspektiver, hvilket er en årsag til navneskiftet fra DUG til DNU, et navneskifte Inger Enemark støtter.

1939 og 1942 oprettedes kronprinsesse Ingrids feriehjem for sønderjyske børn. Inger Enemark bliver valgt ind i den lærergruppe, der medvirker ved udvælgelsen af børnene og hun deltager i det praktiske arbejde på feriehjemmene.

Bestyrelsesposter og andet

  • Fællesrådet i DUG 1939 – 1950
  • Under besættelsen var Inger Enemark med i modstandsbevægelsen Ringen
  • Lærergruppen for Feriehjem for sønderjyske børn 1939 og 1942 oprettedes kronprinsesse Ingrids feriehjem for sønderjyske børn. Inger Enemark blev indvalgt i den lærergruppe, der medvirkede ved udvælgelsen af børnene, og hun deltog i det praktiske arbejde på feriehjemmene.
  • 1945 er Inger Enemark folketingskandidat for Det konservative Folkeparti uden at opnå valg
  • 1955-63 medlem af bestyrelsen for Idrætshøjskolen i Sønderborg. Inger Enemark skriver forordet i det første årsskrift ’Her rejses en skole - !
    Uddrag:
    Idrætsskolen i Sønderborg er nu et led i den kæde af ungdomsskoler ud over hele Norden, der skal føre den tradition videre, som fik sin begyndelse i denne landsdel med indvielsen af den første danske højskole i Rødding 1844.
    I forordet skriver hun også, at ’min generation var elever i den preussiske skole, der kendte man ikke gymnastik, vi havde kun få forsamlingshuse, men bønderne åbnede deres storstuer og lader og her boltrede ungdommen sig, de langtfra regelmenterede redskaber var oftest selvgjorte. Til at begynde med havde gymnastikken sin særlige nationale betydning.’
  • Bestyrelsespost i Dansk Gymnastiklærerforening
  • Bestyrelsespost i forsamlingshuset Tønderhus
  • 1962 bliver Inger Enemark Ridder af Dannebrogsordenen

Inger Enemark

1956 i Sønderborg –


Inger Enemark og Inger Enemark
Foto taget 1957 af seminarielektor Inger Enemark f. 1897 siddende med sin broders sønnedatter Inger Enemark f. 1956 (mig)

Det første man bemærker er at vi har samme navn, om det så skyldes at jeg er opkaldt efter min fars faster eller om det skyldes, at min mor blev inspireret ved at kigge på sit eget holdbillede fra Frederiksborg højskole, hvor navnet Inger var udbredt.

Gennem min egen skoletid helt op i 70’erne har mange af mine lærere spurgt, om jeg var i familie med lektor Inger Enemark på Tønder Seminarium.

Jeg har arbejdet som bibliotekar siden 1981 på flere forskellige arbejdspladser og biblioteker i syddanmark og i Sønderjylland. Jeg ved, at der i bogsamlingerne rundt omkring står mange bøger om de slesvigske krige, tiden efter 1864, afstemningen og genforeningen. Slidte bøger, som i årevis nærmest kun har været efterspurgt af folkekoleelever til deres opgaver. Bibliotekerne værner alligevel om bøger, de skal være der, de skal blive på hylderne, i magasinet.

Allerede i begyndelse af 2019 mærkede jeg som bibliotekar efterspørgsel og udlån af de bøger, og jeg følger mængden af nye bøger om genforeningen i forlagenes tilbudslister og tager løbende taget stilling til indkøb. Foreninger og enkeltpersoner begyndte at forberede jubilæumstiltag eller markeringstiltag, og dukkede op for at låne. Jeg fulgte lokalt bogbestillinger til deres arbejde og deres debatter om brug af udtrykket genforening eller grænsedragning, om deres arrangementer skulle være historisk og debatterende på den ene eller på anden måde. Det gav mig idéen til et arrangement på min arbejdsplads, Biblioteket Sønderborg. Slesvig, nordslesvig og sydslesvig. Hvad er hvad og hvad er så Sønderjylland? Et arrangement, som ikke er historisk som alle de andre, men som sætter fokus på Slesvig i dag. Tilflyttere og yngre har faktisk ikke et begreb om hvor området Slesvig er eller hvad det dækker. Lørdag d. 29. februar 2020 kan man derfor ’Gå i lære som slesviger’ på mit bibliotek. Man bliver introduceret til natur, kultur, mad og håndarbejde, traditioner og sprog - som man kan finde eksempler på både syd og nord for den nuværende grænse. Man kan gå rundt til nogle stande, gå i lære, sætte sig ind i noget og få et stempel i sit pas. Efter endt læretid modtager man en publikation på 44 sider: "Jeg er også slesviger", og man vil være bedre rustet til at se lighedspunkter i vores landsdel og det gamle hertugdømme og forstå, at der er langt flere historisk betingede lighedspunkter end at vi alle siger mojn/moin.

I det forberedende arbejde til arrangementet har jeg mærket, at jeg qua min opvækst og slægtsskab har forudsætninger mine yngre kolleger eller kolleger fra andre landsdele ikke har.